Universitetet i Freiburg søger en kandidat til en deltidsstilling (80%) som lektor i dansk sprog og kultur. Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2023.
Faget
På universitetets Institut for Skandinavistik undervises der i de fire moderne skandinaviske sprog på både hoved- og bifagsniveau. Hvert år kan der begyndes en uddannelse i dansk som hovedfag.
Danskstudiet er efter bachelor- og masterordningen et 3-årigt forløb (BA) og et 2- årigt forløb (MA) med en stærkere specialisering i MA-studiet. BA-studiet kombineres med et bifag og nogle erhvervsorienterede moduler (BOK). Ved studiets afslutning skrives henholdsvis en bachelor- og en masterafhandling. Masterstudiet gennemføres inden for "EUCOR-Netzwerk Skandinavistik" i samarbejde med Universiteterne i Basel og Strasbourg. Instituttet tilbyder en ph.d.-uddannelse i Nordisk filologi.
Jobbet
Lektoratet indbefatter 10 timers undervisning ugentligt i Dansk for begyndere (4 timer), Dansk for fortsættere II (4 timer) og et seminar i Dansk litteratur (2 timer) i vintersemestret resp. Dansk for fortsættere I (4 timer), Dansk for fortsættere III (4 timer) samt et seminar i Dansk kultur (2 timer) i sommersemestret. Hertil kommer eksamination.
Ud over undervisning er der administrative opgaver forbundet med stillingen såsom indkøb af bøger, musik og film til instituttets bibliotek, indstilling til sommerkurser, deltagelse i institutmøder og planlægning af ekskursioner.
Lektoren skal derudover være indstillet på at rådgive studerende om studiemuligheder i Danmark og på at engagere sig i kulturformidlende arbejde. Dette kan bl.a. omfatte tilrettelæggelse af filmaftener og lignende, besøg af forfattere og andre kulturpersoner, kontakt til ambassaden og andre institutioner samt organisation af og deltagelse i konferencer mm.
Instituttet
Institut for Skandinavistik ledes af Professor Joachim Grage. Instituttet har eksisteret siden 1950. Antallet af hoved- og bifagsstuderende ligger mellem 160 og 200, og instituttet er dermed et af de større skandinaviske institutter i Tyskland. Undervisningen og forskningen varetages af 10-12 lærere, heriblandt en professor, 3 docenter og 3 lektorer i nordiske sprog. Danskundervisningen varetages af lektoren (sprogfærdighed, litteratur og kultur).
Kvalifikationer
Vi lægger vægt på, at du:
- Behersker dansk på modersmålsniveau
- Er cand.mag., mag.art., cand.phil. eller evt. ph.d. i dansk eller lignende fag
- Har undervisningserfaring, gerne med undervisning i dansk som fremmedsprog
- Har et godt kendskab til danske samfundsforhold og til dansk litteratur, film og kultur
- Er indstillet på at engagere dig i kulturformidlende arbejde
- Kan skabe opmærksomhed om danskfaget og lave opsøgende arbejde med henblik på at rekruttere nye studerende til danskprogrammet
- Har gode samarbejdsevner
- Behersker tysk både skriftligt og mundtligt.
Løn og ansættelsesvilkår
Lektoren ansættes af universitetet i henhold til gældende regler i ansættelseslandet. Ansættelsesperioden er 3 år med mulighed for forlængelse med yderligere 3 år. Ansættelsen sker efter indstilling fra Lektoratsudvalget.
Stillingen er en E-13 stilling (80 % deltid), trin 2 - 5 efter den ansattes erfaring og kvalifikationer. Stillingen er delt op på en 50 % stilling som lektor (med 8 timers undervisning) og en 30 % stilling som akademisk ansat (med 2 timers undervisning samt administration). Lønnen udgør pt. € 44.954 (trin 2) € 58.443 (trin 5) brutto om året inkl. en årlig særbetaling udbetalt i november.
Universitetet betaler sygeforsikring, sygedagpenge og pension i henhold til national lovgivning.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen yder tilskud til rejse for lektoren og dennes familie ved tiltrædelse og ved fratrædelse efter 3 år samt godtgør rimelige flytteudgifter til flytninger af bohave efter godkendt tilbud.
Tilskud til rejse og flytning indberettes som B-indkomst til de danske skattemyndigheder. Om der skal betales skat af tilskuddene i Danmark, afhænger af en række personlige forhold, som ansøger bør afklare med sin skatteforvaltning. Hvis man bliver ansat, opfordres man til snarest muligt at kontakte de udenlandske skattemyndigheder.
Styrelsen betaler desuden en årlig hjemrejse til lektoren i forbindelse med styrelsens kursus for danskundervisere i udlandet. Kurset afholdes i Danmark typisk den første uge i august.
Ansættelsen er betinget af, at der eksisterer en gældende aftale mellem universitetet og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist onsdag den 1. februar 2023 kl. 12.00.
Ansøgningen skal indeholde CV, dokumentation for eksaminer, undervisnings- og evt. forskningsvirksomhed.
Ansøgningen og bilag sendes i én samlet pdf-fil til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen per e-mail på lektoratsordningen@ufm.dk med emnefeltet Lektor i Freiburg.
Samtaler forventes afholdt af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og Lektoratsudvalget i uge 9, enten i København eller via Zoom.
Efter afholdelse af samtaler indstiller Lektoratsudvalget udvalgte kandidater til universitetet.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ønsker at fremme ligestilling i alle dens aspekter. Derfor opfordres alle interesserede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.
Yderligere oplysninger
Oplysninger om stillingen og praktiske forhold kan fås hos:
- Professor Dr. Joachim Grage, tlf. 0049-761-2033301 (træffetid tirsdag 9-11) eller privat 0049-176-96195277, e-mail: joachim.grage@skandinavistik.uni-freiburg.de
- Den nuværende sendelektor, Helle Egendal: Tlf. 60 60 45 27, e-mail: helle.egendal@skandinavistik.uni-freiburg.de
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på akademikerjob.dk