Kan du bevare overblikket i et team med mange komplekse
fagområder? Evner du at danne stærke relationer bredt i en stor organisation?
Og formår du at stå i spidsen for et team, hvor drift går hånd i hånd med
udvikling og strategiske indsatser, der har stor betydning for resten af
organisationen? Så kan det være, at du er vores nye teamleder for Team
Studiehjælp i Uddannelsesservice.
I Absalons 2025-strategi har vi et løfte til vores
studerende. Et løfte om, at vi vil skabe uddannelser, der kan mærkes fra første
dag. Derfor skal vores studerende opleve, at Absalon er én samlet organisation,
der sætter de studerende først, og som har en stærk og tydelig
uddannelsesprofessionalisme. Det sker blandt andet ved at skabe en faglig og
socialt inkluderende studiestart, træne vores studerende i en professionel
tilgang til arbejdet i studiegrupper, samt skabe et nært studiemiljø. Vil du
være med til at nå målene sammen med os?
Team Studiehjælp løser opgaver inden for optagelse af nye
studerende, SU, specialpædagogisk støtte, studievejledning samt data og
controlling. Opgaverne kræver høj faglighed hos teamets medarbejdere, og har
samtidig stor bevågenhed i hele Absalon, da de spiller en central rolle for
både rekruttering og fastholdelse af vores studerende.
Din profil
Vi søger dig, der kan navigere i både driftsopgaver og
personaleledelse. Du er interesseret i at arbejde med de bedste løsninger af
opgaver og udvikling af medarbejdere. Det er en fordel, hvis du har kendskab
til uddannelsessektoren. Derudover forventer vi, at du kan se dig selv i
følgende:
Brænder for både udvikling, strategi og den sikre drift. Med
dit gode overblik og flair for sikker drift medvirker du til at skabe gode
rammer i en hverdag med mange bolde i luften. Du evner både at styre
driftstunge opgaver samtidigt med, at du driver udviklingsprocesser og
strategiske indsatser, og forstår balancen mellem disse opgaver.
Dine relationelle kompetencer er helt i top. Du bliver
teamleder for et område, der nyder stor bevågenhed fra alle niveauer i Absalons
organisation. Det er derfor afgørende, at du formår at samarbejde, og kan danne
stærke relationer til både direktionsmedlemmer, chefer, ledere og øvrige
medarbejdere på Absalon. Din samarbejdsform bærer præg af dialog og tydelighed,
og du kommunikerer enkelt og præcist på skrift og i tale.
Solid ledelseserfaring. Du er en erfaren personaleleder, der
er optaget af at styrke trivslen hos den enkelte medarbejder, men også i teamet
som helhed. Din ledelsesstil er inddragende og dialogorienteret, og du formår
at motivere og engagere dine medarbejdere. Da du har medarbejdere fordelt på
fem campusser, er det en fordel, at du mestrer at lede på distancen.
Du har erfaring med processer i en kompleks organisation.
Det ligger dig naturligt at inddrage relevante medarbejdere og
samarbejdspartnere i organisationen. Du er processtærk, og evner at gennemføre
udviklings- og forandringsprocesser i en stor organisation. Gennem din erfaring
har du opbygget et blik for elementer som procesplanlægning, inddragelse,
udvikling og implementering.
Derudover forventer vi os, at du:
- har en relevant akademisk uddannelse.
Dine arbejdsopgaver
Som teamleder får du ansvar for den daglige ledelse af Team
Studiehjælp optagelse, vejledning og data, med reference til chefen for
Uddannelsesservice. Du skal forvente, at du har opgaver, der knytter sig til
følgende ledelsesroller: strategisk ledelse, drifts- og faglig ledelse,
personaleledelse og udvikling samt udvikling af dig selv og din måde at lede
på. I dagligdagen har du et tæt samarbejde med de øvrige tre teamledere i
Uddannelsesservice.
Du får blandt andet følgende konkrete arbejdsopgaver:
Stå i spidsen for udvikling. Som teamleder skal du først og
fremmest stå i spidsen for udviklingen af teamet. Du skal være med til at
sikre, at teamet kommer sikkert i mål med såvel drift som strategiske
udviklingsinitiativer inden for fx SPS (specialpædagogisk støtte) og endnu
bedre brugerrejser for vores ansøgere og studerende, når de søger vejledning
eller har brug for administrativ understøttelse.
Personaleledelse. Som personaleleder er du optaget af at
skabe højt engagement, hvor der er tydelige formål med opgaverne og
samarbejdet. Du skal skabe overblik og tydelige rammer for medarbejdernes
arbejde, samt for opgavefordelingen. Samtidig har du fokus på at sikre god
trivsel i teamet. Dine medarbejdere er fordelt på fem campusser, og du skal
derfor være opmærksom på at være tilgængelig og nærværende også på distancen.
Kvalitetssikring af leverancer. I den daglige drift er det
vigtigt, at du mestrer den løbende dialog med teamets mange samarbejdspartnere
på og uden for Absalon, samt følger konstruktivt og systematisk op på
tilbagemeldinger. Du skaber sammenhæng mellem de store ambitioner for teamet og
hverdagens udfordringer.
Dine kolleger
Team Studiehjælp er organisatorisk forankret i
Uddannelsesservice, og består af i alt 20 dedikerede og dygtige medarbejdere
med forskellige uddannelsesbaggrunde. Vi er et meget engageret og dynamisk
team, der stiller krav til kvaliteten, løfter i flok og stræber efter
best-practice på alle områder. Vores fokus er på at yde den bedste service og
at understøtte vores ansøgere, studerende og uddannelsescentre. Teamet har en
uformel omgangstone, og vi lægger vægt på at anerkende værdien i vores
forskelligheder.
Du vil få arbejdssted på vores nybyggede campus i Slagelse,
men du skal forvente arbejdsdage på vores andre campusser. Vi har en god
frokostordning, adgang til motionscenter og en aktiv personaleforening.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens
område.
- Det årlige lønniveau er ca. 600.000 kr. eksklusiv pension.
- Stillingen er på fuld tid, og vi vil gerne have, at du
begynder senest den 1. februar 2024.
- Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen, kan du kontakte
Chef for Uddannelsesservice, Anne Christiansen, telefon 7248 2836.
- Ansøgning og relevante bilag sendes via nedenstående Ansøg via link senest mandag den 4. december 2023
- Vi forventer at afholde 1. samtale onsdag den 13. december
2023 og 2. samtale mandag den 18. december 2023 begge samtaler finder sted
Slagelse.
- Mellem 1. og 2. samtale vil der være et testforløb og en
samtale med en konsulent fra Genitor.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende
samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og
etnisk baggrund til at søge stillingen.
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største
uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 13 uddannelser uddanner samfundets
professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt
på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i
Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional
udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte
centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god,
fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores
grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på akademikerjob.dk