Vi tilbyder to spændende stillinger som enhedschefer
inden for byggesagsområdet i Teknik- og Miljøforvaltningen. Som enhedschef får
du en unik mulighed for at præge fremtidens hovedstad ved at bidrage til
udviklingen af byggesagsområdet og forvaltningen af de arkitektoniske rammer i
København. Derudover vil du være med til at gøre en forskel for alle byens
borgere ved at sikre effektiv sagsbehandling med kunden i fokus.
I Område for Bygninger arbejder vi med byggetilladelser, og
vi vejleder borgere og virksomheder i byggesagsprocessens tekniske og praktisk
forhold. Med det pres, der er på byen for at bygge nyt, forny eksisterende
byggeri og gøre plads til flere aktiviteter, er der særligt mange spændende og
komplekse problemstillinger at tage højde for, når vi skal afveje ofte
forskellige interesser i byggesagsbehandlingen. Vi er en driftsorganisation,
der har et mål om at skabe kortere sagsbehandlingstider og større
kundetilfredshed, og vi arbejder derfor med stort fokus på ressourcer,
effektivitet og monitorering af sagsbehandlingen.
Din nye hverdag
Som enhedschef er du leder for ca. 20-25 fagligt engagerede medarbejdere, der
brænder for København. Du arbejder i krydsfeltet mellem faglighed, ledelse,
politiske beslutninger og byens interessenter. Dine ansvarsområder inkluderer:
- Personaleledelse: Din opgave er at lede og udvikle enhedens
medarbejdere samt at sætte rammer og prioritere enhedens opgaver, så der er
balance mellem opgaver og ressourcer. Der er højt til loftet på arbejdspladsen
og din ledelsesstil skal sikre, at medarbejderne trives, og at de udvikler sig
både personligt og fagligt.
- Faglig ledelse: Du har ansvar for styring af forskellige
sagsområder, og du følger op på medarbejdernes fremdrift i deres
sagsporteføljer. Du udvikler løsninger sammen med medarbejderne, når de møder
spændingsfeltet mellem ansøgerens og/eller naboens interesser, gældende
lovgivning, erhvervsinteresser, hensyn til områdets bygningskultur og politiske
ønsker.
- Understøttelse af sagsbehandlingen: Du vil blive involveret
i konkret sagsbehandling, men du skal også have blik for, hvordan andre
fagligheder bedst kan understøtte denne fx i form af juridisk bistand til de
byggetekniske sagsbehandlere.
- Politiske henvendelser: Du besvarer henvendelser fra
politikere vedrørende byggeområdet.
- Udvikling og effektivisering: Du understøtter initiativerne
om at reducere sagsbehandlingstiden på byggesager i København herunder
planlægning og implementering af udviklingstiltag og
effektiviseringsinitiativer.
- Driftsstyringsmodel: I chefteamet indgår du i arbejdet med
at få den strategiske driftsstyringsmodel omsat til konkrete handlinger sammen
med medarbejderne. Driftsstyringsmodellen simulerer dynamikker i forretningen
og kan lave prognoser af sagsbeholdningen og ressourcetræk ud fra forskellige
forudsætninger.
- Kundeservice: Du sikrer, at der er fokus på kunden i alle
dele af sagsbehandlingen, og at tiltag for at opnå større kundetilfredshed
implementeres og virker i praksis.
Vi forventer, at du
- har en relevant uddannelse og gerne en lederuddannelse.
- kan lede gennem inspiration, drivkraft og tydelig
kommunikation.
- er åben og ærlig i din tilgang til samarbejde og ledelse.
- har erfaring med myndighedsbehandling og gerne kendskab til
byggesagsbehandling, byggeloven, planloven og evt. BR18.
- evt. har erfaring med ledelse indenfor drift/udvikling.
- trives med at indgå i et ledelsesteam, hvor vi løser store
dele af opgaven sammen.
- kan prioritere og levere i en travl hverdag med mange mål.
- er socialt kompetent samt skaber og vedligeholder
relationer.
Vi tilbyder
Du bliver en del af en levende arbejdsplads med dedikerede og tværfaglige,
dygtige medarbejdere. Der er en uformel tone på kontoret, og i din enhed
vil du være del af et fællesskab bestående af en blandet medarbejdergruppe med
forskellige baggrunde samt et velfungerende ledelsesteam.
Sammen med os får du
- Gode muligheder for personlig og faglig kompetenceudvikling
fx indenfor ledelse, strategi, datastyringsmodeller og processtyringsmetodik.
- Et arbejdsmiljø med fokus på balancen mellem privat- og
arbejdsliv.
- 37 timers arbejdsuge inkl. frokostpause, fleksible
arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde.
- En centralt beliggende arbejdsplads på Islands Brygge tæt
ved vandet.
- En attraktiv arbejdsgiverbetalt pensionsordning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til cheflønaftalen for Københavns
Kommune og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Lønniveauet i stillingen er afhængigt af erfaring og kvalifikationer og ligger
mellem 51.502-59.276 kr. om måneden plus pension på 20,74%.
Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte områdechef
Marie-Louise Hædersdal på 5192 6809.
Søg via linket senest mandag den 10. april 2023
Vi forventer at holde samtaler i ugerne efter påske.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere
og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning,
byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og
Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af
byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske
kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et
bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.
Ansøgning skal sendes igennem dette link:
https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=190772&DepartmentId=19344&MediaId=4752&SkipAdvertisement=true
Venlig hilsen
Københavns Kommune
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på akademikerjob.dk