Motiveres du af at have indflydelse og vil du gerne have en
nøglerolle i det offentliges økonomi? Så er en stilling som afdelingschef i
Skattestyrelsen ledig til besættelse 1. november 2023 eller efter aftale.
Som afdelingschef skal du sikre og udvikle håndteringen af
hele økonomiområdet i Skattestyrelsen. Økonomiområdet varetager i dag hele
flowet omkring opkrævning/påligning, betalinger, debitoropfølgning, afstemning
og afregning af skatter og afgifter, samt afregning af fordringer, modregninger
og løntræk indenfor inddrivelsesområdet.
Om stillingen
Økonomiområdet har i dag ca. 20 medarbejdere, der samlet
varetager alle opgaver omkring betalinger, afregninger til kommuner og
fordringshavere, afstemninger og årsafslutning, ligesom de rådgiver og vejleder
resten af organisationen i spørgsmål af regnskabsmæssig karakter.
Området består grundlæggende af en mindre enhed, som
varetager den overordnede økonomistyring samt bistår styrelsen i forhold til
henvendelser af politisk karakter, herunder primært vedrørende
finanslovsproces, samt betjening af styrelsens ledelse og Departementet for
Finanser og Ligestilling.
Derudover består området af et regnskabskontor, som forestår
den daglige opfølgning af alle opkrævninger og indbetalinger, samt
sagsbehandling og opfølgning på afgiftsområdet.
Du skal sikre flowet af store dele af data, der i dag
leveres mellem økonomi systemet og styrelsens øvrige fagsystemer. Derudover
arbejdes der i dag ud fra mange forretningsgangsbeskrivelser og
opgaveoversigter, som løbende skal opdateres og vedligeholdes.
Forventninger
Som overskriften antyder, forventer vi, at du har masser af
gåpåmod og klar til en masse forskelligartede opgaver. Der vil ikke være mange
dage der er ens. Du skal være god til at stille spørgsmål ved eksisterende
procedure, men samtidig også anerkende at der er en grund til at meget
håndteres som det gør i dag.
Du skal kunne se økonomi og tal i både detaljen, men også i
det store perspektiv. Du skal kunne se muligheder i nye og digitale løsninger
som kan medvirke til at skabe en effektiv og sikker håndtering af
økonomiopgaverne. Digitalisering er et stadigt vigtigere område at arbejde med.
I stillingen er der et stort ansvar for ejerskab af vores digitale løsninger.
Vi forventer, at du har en bred erhvervsmæssig erfaring og
dokumenterede successer fra tidligere job inden for økonomiområdet. Det er en
absolut fordel hvis du har kendskab til skatte- og afgiftsområdets faglige
aspekter. Det er vigtigt at du har et indgående kendskab til grønlandske
forhold. Du skal være udadvendt og imødekommende, med flair for udvikling og
samarbejde og være loyal både overfor ledelsesbeslutninger og samtidig bakke
dine hårdtarbejdende medarbejdere op. Erfaring med ledelse af forandringer og
projekter vil være en vigtig ballast.
Da arbejdsområderne i høj grad er præget af dynamik og
bevægelse, er der et krav at du har gode og stærke evner til planlægning,
prioritering, organisering samt koordinering. Du er visionær og har evnen til
at realisere dine visioner for afdelingen.
Det vil være en fordel hvis du skriftligt og mundtlig
behersker grønlandsk og dansk, og meget gerne engelsk.
Ansøgning
Du er velkommen til at indhente yderligere oplysninger om
jobbet ved henvendelse til styrelseschef Kim Neumann Nielsen på telefon +299 34
65 31 eller e-mail knn@nanoq.gl.
Ansøgning med oplysning om uddannelse og tidligere
beskæftigelse, bilagt kopier af eksamensbeviser og referencer mm., fremsendes
via online www.naalakkersuisut.gl
Ansøgningen skal være Skattestyrelsen i hænde senest d. 4.
oktober 2023.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er for tiden klassificeret svarende til LR 38.
Lønnen med faste løndele i LR 38 udgør pr. 1. april 2022
månedligt kr. 60.012 og årligt kr. 720.141
Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på
overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold
til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på
tjenestemandsvilkår.
For stillingen gælder, at der ingen højeste tjenestetid er
fastsat og, at bestemmelserne om ydelse af godtgørelse for merarbejde, og
bestemmelserne om godtgørelse for mistede fridage ikke finder anvendelse,
arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og
fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på
tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre
og pågældende forhandlingsberettigede organisation.
Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig
efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til
personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af
kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til
enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet
op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.
Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens
alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent
personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i
mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.
Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i
personale- eller vakantboligen.
Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt
andre relevante dokumenter ved at trykke Send ansøgning.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.
Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv
og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget
for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund
analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne.
Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket
vigtig.
Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650
ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder.
Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre.
Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et
solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud
i livet.
Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på akademikerjob.dk