Er du en af landets førende kvægeksperter, og har du lyst til at bidrage til at gøre en reel forskel for de danske kvægbrugere? Motiveres du af en ambitiøs vision om en bæredygtig og klimaneutral kvægproduktion i fremtiden, og vil du være en del af en spændende organisation med engagerede specialister og dedikerede kolleger?
Så har vi jobbet til dig. Vi søger netop nu en fagchef til kvægområdet i SEGES Innovation, Husdyr. Dyrene skal trives. Kvægbrugeren skal tjene penge, og klimaet skal påvirkes mindst muligt. Så kan forbrugere i hele verden nyde dansk mælk og oksekød - trygt og med god samvittighed. Det er det, vi arbejder for i SEGES Innovation, Husdyr. Også gerne sammen med dig.
Om afdelingen
Dansk landbrug har gennem innovation og udvikling placeret sig blandt verdens bedste på alle parametre. Danske landmænd skal også i fremtiden være de bedste fødevareproducenter.
Hos SEGES Innovation, Husdyr arbejder vi for at skabe løsninger, viden og produkter til fremtidens bæredygtige mælke- og oksekødsproduktion, som tager hensyn til dyrene, forbrugerkravene og klimaet, men samtidig også sikrer den bedste bundlinje på bedriften. Vi innoverer inden for mange områder - f.eks. foder og ernæring, velfærd, stalde, management og sundhed - blandt andet ved at lave projekter og forsøg på kvægbedrifter sammen med landmænd, kvægbrugskonsulenter, universiteter og virksomheder.
Vi er 45 engagerede kvægeksperter, som er en del af SEGES Innovation, Husdyr. Vi går ikke på kompromis med den stærke faglige viden, som er vores vigtigste fundament.
Om jobbet
Som fagchef for kvæg kommer du til at profilere og tegne det samlede kvægområde både internt og eksternt. I tæt samarbejde med afdelingschefen for SEGES Innovation, Husdyr skal du sætte de strategiske retninger og prioriteringer for innovationsindsatsen indenfor kvægområdet. Sammen med kollegaerne skal du udmønte dette i konkrete aktiviteter og relevante projekter.
Som fagchef for kvæg skal du også profilere og repræsentere SEGES Innovations kvægområde på forskellige møder, i netværk og i fora. Du skal ligeledes formidle og kommunikere om vores innovationsarbejde på seminarer og kongresser for både kvægbrugere, forskere og andre interesserede. Du får ligeledes ansvaret for at etablere og drive innovationspartnerskaber sammen med virksomheder, universiteter og andre aktører og derved også at bidrage til at sikre funding til kvægområdet. Et kommercielt mindset hos dig er en styrke, for at vi også kan sælge vores produkter, vores viden og vores løsninger både i Danmark, men såvel også i udlandet.
Du har ligeledes fokus på at sikre, at kvægfaglige synergier på tværs i afdelingen bliver bragt i spil, samt deltage i vores tværfaglige og værdikædebaserede projekter på tværs i SEGES Innovation.
Fagchefen får i udgangspunktet også ledelsesansvar for sit eget team. Omfanget af personaleledelse afhænger af dine ønsker og kompetencer indenfor ledelse.
Om dig
Vi søger en faglig stærk profil med dybdegående viden og erfaring fra kvægområdet. Det kan være fra forskning, rådgivning eller lignende. Du har en relevant akademisk uddannelse indenfor landbrugsklyngen - f.eks. som agronom, agrobiolog eller lignende.
Det vigtigste er, at du har hjerte for dansk kvægproduktion og besidder stor faglig forståelse for kvægsektoren på tværs af hele kæden.
Du vil i stillingen opleve stor selvstændighed og personligt ansvar, og det er derfor vigtigt, at du er stabil og motiveres af frihed under ansvar. Du er en teamplayer, man har lyst til at omgås. Du er en udadvendt, initiativrig og troværdig person, der har lysten og evnerne til at formidle de resultater, vi skaber i SEGES Innovation.
Det vægtes, at du har:
- landbrugskendskab med et solidt kendskab til kvægområdet
- et solidt netværk til universiteter, rådgivningen og brancherelevante virksomheder
- erfaring med at arbejde i større partnerskaber med forskellige interessenter og aktører
- erfaring og forståelse for, hvad det vil sige at arbejde med projekter og i en projektorganisation
- erfaring med formidling af viden både verbalt og skriftligt.
Vi tilbyder
I SEGES Innovation er vi 520 dedikerede kollegaer, som arbejder med alt fra klima og miljø, planter, dyr og digitale løsninger til vækst og vidensformidling. Sammen bidrager vi til de løsninger, der gør landbruget og fødevareproduktionen endnu mere bæredygtig.
Vi tilbyder dig en karriere med mening, en attraktiv arbejdsplads med et stærkt fagligt og socialt miljø samt gode kollegaer. Vi udfordrer hinanden dagligt og sætter fagligheden og kvaliteten i arbejdet højt. Vi kommer dog ikke uden om, at vi også vægter højt at snakke om weekendens oplevelser over en kage ved kaffeøen.
Kontaktperson:
Vil du vide mere om stillingen, kan du henvende dig til interim afdelingschef Kent Myllerup, mobiltlf. 2965 6673.
Ansøgning
Send din ansøgning ved at klikke på knappen "Ansøg" herunder.
SEGES Innovation P/S skaber løsninger til fremtidens landbrugs- og fødevareerhverv. Vi udvikler forretningsmuligheder i tæt samarbejde med vores kunder, forskningsinstitutioner og virksomheder over hele verden.
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på akademikerjob.dk