Sundhedsvæsenet står midt i en ny epoke, hvor udviklingen af digitaliserede løsninger er i høj kurs. Det kalder på sikringen af psykologfaglige kompetencer, hvor psykologer kan bidrage med vores ekspertise for at sikre de gode løsninger i en digitaliseret psykiatri. Det er blot én af de mange dagsordener, som optager Internetpsykiatrien i vores hverdag. Er det også emner, som motiverer og driver dig? Har du mon lyst til at stige ombord på det digitale lyntog og sammen med teamet påtage dig en rolle og et ansvar i fremtidens digitaliserede psykiatri? Så søg stillingen og vær med til at forme en nærværende psykologfaglig arbejdsplads i de digitale behandlingsrum.
Om jobbet
Som erfaren psykolog, gerne med speciale i psykoterapi eller som specialpsykolog, vil du få en central rolle i det kliniske team, som består af 17 psykologer. Du vil indgå i et tæt samarbejde med den ledende psykolog og få ansvar for at facilitere den kliniske drift i flere fora, såsom screeningsteamet, behandlingskonferencer og supervision. Det kalder på din kliniske viden til at understøtte teamets kerneopgave, hvor vi tilbyder voksne med let-til-moderat depression og angst et 12-ugers kognitivt, internetbaseret behandlingstilbud. Stillingen karakteriseres ved de opgaver, som typisk varetages af en specialkonsulent i staten inden for det psykologfaglige felt. Der er tale om at du bliver klinisk ansvarlig for en gruppe psykologer, med støtte og vejledning fra ledende psykolog.
Internetpsykiatrien har været landsdækkende siden 2021, og vi har set en stor vækst i efterspørgslen på vores behandlingstilbud. Vi har opbygget en datadrevet klinik, hvor systematik og AI-inspirerede processer understøtter vores metode i de led i klinikken, hvor det forbedrer praksis: fra screeninger, udredning, til drift, behandling og dataindsamling. Vi understøttes forskningsmæssigt af vores forskerenhed, som vi også samarbejder med i større projekter såsom CoolMinds og Personae. Du vil indgå i et yngre og voksende team af psykologer, som er der for hinanden og som brænder for at løfte og kvalitetssikre vores faglighed i digital behandling.
Om dig
Du har gennem dit professionelle virke udviklet en stærk faglig identitet og søger nu mere klinisk ansvar. Du har interesse for at yde støtte til og udvikle yngre psykologers kompetencer i det internetbaserede arbejde med patienter over 18 år med let til moderat depression og angst. Du kan også se dig selv spille en rolle i udviklingen af digital behandling i et stepped-care format, hvor vi arbejder med flere målgrupper. Vi forventer, at du har:
- Bred klinisk erfaring gerne med afsæt i flere målgrupper i psykiatrien, hvor du evner differential-diagnostikken
- Erfaring med kognitiv adfærdsterapi og indsigt i modellens muligheder og begrænsninger
- Kendskab til andre psykoterapeutiske behandlingsmodeller, gerne med praktisk erfaring fra behandlingsforløb
- Interesse for digital behandling og udvikling af nye muligheder med digital teknologi i forebyggelse og behandling af psykiske lidelser.
- Sans for vigtigheden af standardiseret assessment og behandling, samt behov for struktur og systematik i drift og udvikling
- Lyst på og aspiration til at formidle og udvikle teamets kliniske kompetencer gennem supervision, ledelse af kliniske konferencer og undervisning/formidlingsopgaver
- Trives i et travlt felt, som er kendetegnet ved nyskabelse, fællesfaglige rum på tværs af kollegagrupper og kreativitet
- Holder af at skabe et læringsrum og indgå i lærende dialoger
Hvad tilbyder vi
Vi tilbyder en nyoprettet stilling i et læringsorienteret klinisk udviklingsmiljø med fagligt spændende opgaver og gode udviklingsmuligheder. Du vil påtage dig en vigtig rolle i udviklingen af nye digitale tilbud. Vi er et team, som værdsætter nære og støttende relationer uden at gå på kompromis med drift og evidens. Center for Digital Psykiatri er en tværfaglig arbejdsplads, hvor evnen til at samarbejde med andre faggrupper er afgørende for at lykkes. Vi prioriterer faglig udvikling, kollegial sparring og løbende idé- og projektudvikling. Vi arbejder aktivt med at styrke organisationens udvikling gennem feedback og en kultur, hvor den enkelte medarbejder oplever tillid, frihed og ansvar til at træffe beslutninger med blik for helheden. Du vil indgå i supervision fra ekstern supervisor og internt modtage støtte samt supervision målrettet din faglige rolle og udvikling.
Om os
Internetpsykiatrien har tilbudt internetbehandling til borgere over 18 fra Region Syddanmark siden 2015, og vi har siden 2021 været et gratis, landsdækkende tilbud, som er med til at sikre, at alle danskere får let og lige adgang til behandling. I 2022 modtog vi over 3000 screeninger og tilbød over 2200 udredende forsamtaler. I 2023 har vi udvidet tilbuddet yderligere med et internetbaseret tilbud for unge med angst og deres forældre og et internetbaseret tilbud for patienter med tvangsoverspisning (Binge Eating Disorder).
Center for Digital Psykiatri er frontløbere på udvikling, implementering og forskning i digitale tilbud til mennesker med mistrivsel og psykiske lidelser. Ud over Internetpsykiatrien driver Center for Digital Psykiatri Mindhelper.dk, og vi understøtter afdelinger i Psykiatrien i Region Syddanmarks med at bruge digitale løsninger. Centeret står også bag en række forskningsprojekter, der bl.a. udvikler og evaluerer brugen af apps, Virtual Reality og sensorteknologi i psykiatrisk forebyggelse og behandling.
Vil du vide mere om jobbet?
Læs mere om Center for Digital Psykiatri
Du er også meget velkommen til at kontakte ledende psykolog Ulla Damgaard-Sørensen på mail: uds@rsyd.dk.
Arbejdssted: Center for Digital Psykiatri, Heden 11, 5000 Odense C.
Ansættelse: Sker efter gældende overenskomst. Stillingen er en fast stilling på fuld tid 37 timer og er til besættelse 1. august 2023 eller snarest muligt.
Ansøgningsfrist: fredag d. 16. juni. Vi forventer at gennemføre samtaler d. 26. juni. Der vil indgå en case i forbindelse med rekrutteringsprocessen.
Din ansøgning skal indeholde en motiveret ansøgning, CV, uddannelsesbevis samt dokumentation for tidligere ansættelser/erfaringsdato.
Psykiatriområdet er et af Region Syddanmarks fire hovedområder: sundhed, psykiatri, socialområdet og regional udvikling. Psykiatrien i Region Syddanmark yder det regionale behandlingstilbud til patienter med psykiatriske lidelser og har afdelinger og lokalpsykiatri fordelt i hele regionen. Området tæller cirka 3.000 medarbejdere, og budgettet er cirka 1.9 mia. kr. Hvert år udskrives 12.000 patienter fra psykiatrien, og der gennemføres omkring 400.000 ambulante besøg. Cirka 42.000 syddanskere er i kontakt med psykiatrien i Region Syddanmark hvert år.
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på akademikerjob.dk