Vil du gerne arbejde med at fremme internationalt samarbejde om læring, pædagogik og didaktik i dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser? Kan du se dig selv som hovedkraft i arbejdet med den danske del af eTwinning?
Om eTwinning
eTwinning er et netværk og en online-samarbejdsplatform, der understøtter pædagogiske og faglige samarbejdsprojekter mellem 44 europæiske lande. eTwinning er en del af EU's uddannelsesprogram Erasmus+.
eTwinning arbejder for at sikre muligheden for og kvaliteten af samarbejde mellem lærere, ledere og pædagogisk personale på en GDPR- og it-sikker måde. eTwinning understøtter en international dimension, et interkulturelt islæt og samskabende it-kompetencer gennem internationale projekter. Netværket omfatter alle uddannelses- og læringsområder fra dagtilbud over grundskole og til ungdomsuddannelser.
Et netværk af medarbejdere i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet bidrager til arbejdet med at udbrede kendskabet til eTwinning. eTwinning har derudover et eksternt netværk af cirka 20 lærerambassadører samt en webredaktør.
Dine arbejdsopgaver
- Ledelse af den danske eTwinning National Support Organisation (NSO), herunder samarbejde med de 43 andre partnerlande, EU og dets uddannelsesprogram Erasmus+
- Promovering af netværket i Danmark, herunder samarbejde om fysiske og virtuelle arrangementer, der har til formål at styrke kvaliteten af internationalt læringssamarbejde
- Udarbejdelse af multimodal formidling på hjemmeside og andre kanaler
- Koordinering af eTwinning-lærerambassadørerne
- Sikring af løbende tilvækst på ca. 700 nye brugere om året fra alle relevante skole- og institutionsformer
- Fagligt-pædagogisk og teknisk support til de foreløbigt 10.000 registrerede danske brugere
- Vurdering af danske eTwinning-projekter og tildeling af kvalitetscertifikater, certificering af skoler samt evaluering af prisansøgninger
- Opretholdelse og promovering af sikkerhed og kvalitet i alle aktiviteter.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en videregående uddannelse inden for undervisning og pædagogik, gerne med specialisering inden for digitale medier og kommunikation.
Derudover forventer vi, at du har:
- stor indsigt i digitalt baseret læring og undervisning
- viden om og erfaringer med internationalt, pædagogisk samarbejde gerne i EU-regi
- erfaring med at planlægge og udføre større samarbejdsprojekter og projektstyring
- gode formidlingsevner på engelsk og dansk, både mundtligt og skriftligt
- evne til at arbejde selvstændigt, struktureret og resultatorienteret
- gode evner til prioritering og gode samarbejdsevner, også når tempoet og kravene er høje
- forståelse for arbejdet i en politisk ledet organisation.
Om Center for Udgående Kvalitetsarbejde
Centeret understøtter dagtilbud, skoler og institutioner i at udvikle stærke faglige læringsmiljøer, som styrker børn og unges læring, trivsel og dannelse.
Centeret, som ligger i Holbæk, har et stærkt og professionelt læringsmiljø, hvor vi løbende udvikler vores opgaveløsning og de redskaber vi bruger i den, både inden for det enkelte team og på tværs af centerets teams, fra dagtilbud til ungdomsuddannelser. Centeret har i sommeren 2022 overtaget ansvaret for arbejdet med eTwinning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i forhold til relevant gældende overenskomst for staten med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Tiltrædelse ønskes pr. 1. februar 2023.
Ansættelsessted: Tidemandsvej 1, 4300 Holbæk.
Der skal påregnes en del møder og andre udadvendte aktiviteter i både ind- og udland.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Annegrete Larsen på telefon 2167 6463, mail Annegrete.Larsen@stukuvm.dk eller chefkonsulent Claus Berg på telefon 4053 1431, mail claus.berg@stukuvm.dk.
Du kan læse mere om eTwinning her.
Sådan søger du
Send din motiverede ansøgning, cv og eksamensbevis elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside www.uvm.dk/job senest 7. december 2022.
Samtaler bliver afholdt i uge 50 og 51. Hvis du går videre til 2. samtale, får du stillet en mindre case-opgave.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) er en styrelse i Børne- og Undervisningsministeriet. Vi understøtter ministeriets målsætning om at skabe fagligt stærke uddannelser til alle.
I Børne- og Undervisningsministeriet arbejder vi for at skabe det optimale faglige grundlag for, at ministeren, regeringen og Folketinget kan træffe de rigtige beslutninger på undervisningsområdet. Vores arbejdsopgaver spænder fra betjening af ministeren til udvikling af uddannelsers indhold, mål og kvalitet alt sammen med et fælles mål om at skabe fagligt stærke uddannelser til alle.