Studentermedhjælper søges til Trafikstyrelsens webredaktion
I Trafikstyrelsen reorganiserede vi i sommer, måden vi driver vores hjemmesider på.
Det betyder, at webredaktionen er blevet centreret i vores Kommunikationsenhed, hvor 5 studentermedhjælpere implementerer de løbende ændringer og rettelser. Skal du med på holdet?
Trafikstyrelsen har 10 hjemmesider og subsites. Udover vores hovedsite, består vores webunivers blandt andet af droneregler.dk, minksekretariatet.dk og flypassager.dk. Disse sider skal løbende opdateres med nyt indhold. Ansvaret for dette har tidligere været placeret ude i fagkontorerne. Men i fremtiden vil dette blive håndteret af Trafikstyrelsens nye webredaktion. Som studentermedhjælper i webredaktionen bliver det din opgave at vedligeholde sitet gennem vores CMS Go Basic.
Din hverdag i Trafikstyrelsen
Du vil indgå i et større team af studentermedhjælpere, hvorfor du vil have mulighed for løbende sparring med teamet, men også med den resterende kommunikationsafdeling. Du vil blive grundigt oplært i vores CMS, Go Basic, så du har den rette viden til at kunne varetage stillingen. Derudover er der mulighed for at blive oplært i diverse systemer, hvis interessen er der.
Udover den daglige drift af sitet, bliver det også din og resten af webredaktionens opgave at omdanne alle styrelsens nuværende PDF-dokumenter til HTML-format. Ligesom med dine andre arbejdsopgaver, vil du modtage konkret oplæring i dette.
Helt konkret består arbejdsopgaverne i at:
- Implementere de løbende rettelser og opdateringer til web, som kommer fra fagkontorerne.
- Omdanne PDF-dokumenter til HTML-dokumenter.
- Bistå i den kvartalsmæssige ajourføring af vores webindhold.
Om dig
Som studentermedhjælper i Trafikstyrelsen er det et krav, at du er i gang med en videregående uddannelse. Vi ser gerne, at du er i starten af din uddannelse og har mindst 2 år tilbage af studiet. Vi fokuserer ikke så meget på, hvilken uddannelse du læser, dog ser vi gerne, at du:
- Har interesse for at arbejde med webkommunikation
- Kan se dig selv som en del af et større team, hvor vi tager fælles ansvar for at komme i mål
- Har mod på at lære nye IT-systemer og processer.
- Kan arbejde systematisk og færdiggøre dine opgaver.
Om os
Du får kolleger som lægger vægt på, at vi skal have det sjovt i vores hverdag samtidig med, at vi søger de bedste løsninger for de opgaver, vi varetager. Vi interesserer os for hinanden og har en uformel omgangstone samt har et aktivt socialt miljø med fælles frokost, fredagsbar, deltagelse i DHL-stafet, sommerfest, julefrokost og ikke mindst en meget aktiv personaleforening.
Alt det med småt
Stillingen er gennemsnitligt på 15 timer pr. uge fordelt på to dage. Dette kan dog tilpasses alt efter arbejdsmængde og dine studieaktiviteter. Ansættelsen sker som studentermedhjælper efter HK-overenskomst. Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Vi tilbyder et spændende og udfordrende job i moderne byggeri centralt i København, med engagerede kolleger og fleksible mødetider, der rummer plads til studie, ferie og fritid.
Yderligere information
Du kan få mere at vide om stillingen hos kommunikationsmedarbejder, Jeppe Ørum, på tlf. 4178 0033.
For spørgsmål vedrørende personaleforhold kan du kontakte HR-partner, Andreas Olesen, på tlf. 4178 0459.
Interesseret?
Hvis vi har fanget din interesse, så glæder vi os til at modtage din ansøgning via Trafikstyrelsens ansøgningsportal på www.trafikstyrelsen.dk hurtigst muligt og senest søndag d. 10. december klokken 23.59.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende.
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på akademikerjob.dk