Vil du være med til at digitalisere danske eksportcertifikater for fødevarer og foder? Så er du måske én af vores nye studentermedhjælpere! I vores spændende kontor arbejder vi på et nyudviklet IT-system, som skal give erhvervet de bedst mulige betingelser for eksport af fødevareklyngens produkter.
Opgaver
Du kommer, som studentermedhjælper i International Handel, til at hjælpe vores eksportteam med at omsætte fysiske certifikater til digitale. En af dine faste opgaver vil være at oprette certifikater i vores nyudviklede IT-system, og det er derfor en forudsætning, at du er IT-kyndig og trives med at arbejde i forskellige systemer. Du vil få gode muligheder for at arbejde med både vores nuværende database og den nye, så du får et grundigt indblik i flere af kontorets opgaver.
Om dig
Vi forventer, at du er studerende på en videregående uddannelse - gerne inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab eller IT. Vi lægger vægt på, at du sætter pris på at samarbejde på tværs af forskellige faggrupper samt har følgende kompetencer/kvalifikationer:
Arbejder systematisk og struktureret
Har et godt overblik og er detaljeorienteret
Er IT-kyndig og trives i at arbejde i forskellige systemer
Kan læse, skrive og forstå engelsk
Er udadvendt og med gode samarbejdsevner.
Er initiativrig og selvstændig
Om os
International Handel består pt. af 40 engagerede og dygtige medarbejdere med en blandet uddannelsesmæssig baggrund. Vi sætter stor pris på godt samarbejde, vægter faglig udvikling og har altid plads til gode grin og nysgerrige diskussioner. Ud over eksport- og importarbejdet koordinerer vi Fødevarestyrelsens opgaver i Grønland samt koordinerer inspektioner fra EU-Kommissionen. Til enhedens opgaver hører også departementsbetjening, forhandlinger i EU-regi og i øvrige internationale sammenhænge samt samarbejde med brancheorganisationer og andre myndigheder.
Hvornår skal du starte?
Der er brug for dig pr. 15. september 2022. Samtaler forventes at finde sted i uge 35-36
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i staten. Ansættelsesområdet er Fødevareministeriet med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er Fødevarestyrelsen, Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup.
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 12 timer om ugen typisk fordelt på 2 dage efter nærmere aftale. Det er vigtigt for os med gensidig fleksibilitet, og du vil naturligvis få mulighed for frihed under eksamensperioder.
Sådan ansøger du
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV, kopi af eksamensbevis og evt. andet relevant materiale online i vores rekrutteringssystem på fvm.dk/job (tryk på Søg stilling) senest den 21. august 2022.
Vil du vide mere
Du kan læse mere om at arbejde i Fødevarestyrelsen på www.fvst.dk/job.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Annette Lychau Petersen, tlf. 72 27 68 45 eller enhedschef Lilian Noer, tlf. 72 27 69 29.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på akademikerjob.dk