Faaborg-Midtfyn Kommune
Er du god til at skabe overblik, har du en god forståelse og
evne til at se og skabe et godt samspil mellem borgere, politikere,
virksomheder og administration?
Har du interesse for byggesager og bruger du helt naturligt
kommunikation, involvering og respons som vigtige redskaber til at skabe gode
resultater og trivsel?
Så er du helt sikkert et rigtig godt bud på en teamleder hos
os i Team Byg i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Hvad får du
Faaborg-Midtfyn Kommune er en kommune, der sætter
udviklingsdagsordenen højt. Som teamleder for Byg i afdelingen for By- og
egnsudvikling bliver du en central del af et udviklingsorienteret center med
ca. 120 dygtige og ambitiøse kolleger inden for Byg, planlægning, byudvikling,
kultur, fritid, miljø, natur, og trafik. Et center, der prioriterer og lægger
vægt på at skabe en udvikling, der gør en betydelig og positiv forskel for
borgernes livskvalitet og for virksomhedernes vækstmuligheder. Vi er også et
center, der lægger vægt på, at gode kolleger og sociale fællesskaber er
forudsætningen for, at vi lykkes.
Centeret for By, Land og Kultur har lige været gennem en
større organisationsændring, hvor der er dannet en helt ny afdelingsstruktur.
Afdelingen for By- og egnsudvikling er derfor ny og består af Team Plan, Team
Byg og By- og egnsstrategisk sekretariat. Du bliver således en del af et
ledelsesteam bestående af afdelingsleder, teamleder for Plan og teamleder for
Byg. Ledelsesteamet har sammen ansvaret for afdelingens drift og udvikling.
Som teamleder for Byg bliver du personaleleder for 18
dygtige og dedikerede medarbejdere, der brænder for at gøre en positiv forskel
for det bebyggede miljø, og for borgerne og virksomhederne i kommunen. Du
kommer til at stå i spidsen for et meget velfungerende team. Et team der er
åben og imødekommende, der lægger vægt på, at alle borgere og virksomheder
mødes bedst i en god og konstruktiv dialog, hvor faglighed og en imødekommende service
er fundamentet for, at sagerne løses godt, smart og effektivt.
Team Bygs hovedopgaver er primært byggesagsbehandling,
administration af lokalplaner, landzonesager, kondemnering af dårlige boliger,
BBR-rettelser, matrikulære sager og hegnssyn. Teamet har derfor en særlig rolle
i forhold til at få sikret, at borgernes og virksomhedernes ønsker om nybyggeri
og tilbygninger mv. kan gennemføres i overensstemmelse med gældende love og
regler og i forhold til at sikre borgerne gode og sunde boliger.
Du kan sikre den daglige drift og samtidig gennemføre en
løbende udvikling af den
Der er gang i byggeriet og erhvervsudviklingen i disse år.
Det giver mange sager og henvendelser, der skal håndteres. Samtidig bidrager
kommunens større udviklingstiltag også til høj projekt- og sagsaktivitet.
Parallelt har politikere, borgere og virksomheder stort fokus på Team Bygs
sagsbehandlingstider, og derfor har vi også løbende fokus på at optimere vores
sagsgange, herunder også ved hjælp af digitale løsninger. Derfor har Team Byg
igangsat flere udviklingstiltag, som du, vil få ansvaret for, bliver
gennemført. Der er blandt andet tale om følgende:
- ambitiøs udvikling af vores hjemmeside, som skal give vores
borgere og virksomheder, den bedste vejledning i byggeansøgninger m.v.
- optimering af borgernes anvendelse af weblageret
- borgertilfredshed og borgerbetjening
Som teamleder skal du således både være garant for, at den
daglige drift i teamet kører stabilt, og for en drift i udvikling, der har
fokus på at finde enkle og smarte løsninger for driften. Det er derfor
væsentligt, at du har et godt blik for de digitale muligheder og løsninger.
I det daglige vil du blive den naturlige sparringspartner
for teamets medarbejdere og afdelingsleder, samt for centeret og organisationen
i arbejdet med at løse opgaver, der går på tværs. Som teamleder skal du have
overblikket over teamets opgaver og økonomi, og sammen med afdelingslederen
skal du sikre retningen for teamets arbejde og resultater. I teamet indgår en
faglig koordinator, som i det daglige har overblik over byggesagerne og den
løbende prioritering af dem. Den faglig koordinator bliver en naturlig daglig
sparringspartner for dig i løsningen og håndteringen af byggesagerne.
Det ligger naturligt for dig at arbejde struktureret, og du
har både blik for detaljen og for helikopterperspektivet, og du kan bevare
begge dele i en hverdag med mange bolde i luften. Samtidig kan du arbejde både
myndighedsorienteret og udviklingsorienteret. Det gælder både fagligt, men også
i forhold til din udvikling af teamet og måden teamet løser sine opgaver på.
Du er en leder, der formår at skabe forståelse for udviklingstiltag
og får dine medarbejdere ledet godt igennem udviklingsprocesser i afdelingen.
Du er er god til at opnå følgeskab og har en naturlig autoritet.
Du er optaget af at skabe gode relationer og trivsel omkring
dig. Du får samarbejder til at lykkes, så både du og dit team opleves som
professionelle og løsningsorienterede samarbejdspartnere, der skaber værdi for
såvel borgerne som virksomhederne og for kommunen som helhed.
Dine kompetencer
Din uddannelsesbaggrund er formentlig akademisk, men om du
er jurist, ingeniør, bygningskonstruktør eller kommer med en anden samfunds-
eller naturvidenskabelig baggrund er ikke afgørende. Det vigtige er erfaringen
med eller at du har gode evner i forhold til at lede andre, samt at du har
indsigt i eller interesse for byggesagsområdet.
Derudover lægger vi særlig vægt på, at du:
- har en uddannelse i ledelse eller er parat til at uddanne
dig videre
- brænder for og har erfaring med eller evner at lede og
organisere myndighedsarbejde
- har overblik og er analytisk reflekteret uden at tabe
beslutningskraften
- arbejder struktureret, prioriterer at være på forkant og med
godt humør og indlevelse kan motivere andre til at være med
- er god til at understøtte trivslen i et team - også når det
går stærkt
- af natur er udadvendt, tillidsvækkende, fleksibel og nysgerrigt
lyttende
- er robust og bliver stående ret op i konfliktsituationer,
hvor mange modsatrettede interesser er i spil
- er dygtigt kommunikerende i både skrift og tale og kan
forenkle det komplicerede
- har interesse for digitalisering og digitale løsninger, og
implementering af dem.
Vi tilbyder dig
- indflydelse på og ansvar for den fremtidige udvikling af en
velfungerende afdeling
- gode muligheder for at samarbejde og sparre med andre
interne og eksterne partnere i en uformel omgangsform
- en ambitiøs arbejdsplads med spændende udfordringer tæt på
borgere, politikere og erhvervsliv
- en arbejdsplads, der lægger stor vægt på og kontinuerligt
arbejder med ledelse
- en arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på ordentlighed
- et dygtigt, imødekommende og velfungerende team
- fleksibilitet og hjemmearbejde
Det praktiske
Vi tilbyder løn efter gældende overenskomst, kvalifikationer
og efter forhandling med din faglige organisation.
Ansøgningsfrist d. 14. april 2023
1. Ansættelsessamtale d. 19. april 2023
2. Ansættelsessamtale d. 21. april 2023
Forventet tiltrædelse 1. juni 2023
By, Land og Kultur har hovedsæde i smukke Faaborg omgivet af
masser af enestående natur og kulturmiljøer m.v.
Du er nødt til at have kørekort med kommunens geografi som
Fyns største landkommune med mange mindre byer og en administration, der ikke
er samlet et sted.
Arbejdstiden er fleksibel og vi har gode erfaringer med
hjemmearbejdsplads.
Har du lyst til at vide mere om stillingen, er du velkommen
til at kontakte faglig koordinator Team Byg Maria Christiansen tlf.nr 72532120,
mach@fmk.dk, eller til afdelingsleder
Mai-Britt Helle Jensen tlf. nr. 72532064, mabje@fmk.dk
Skriv i din ansøgning, at du har set opslaget på akademikerjob.dk